For noget tid siden havde den new zealandske forsker John
Hattie noget nær guru-status. Det simple budskab: Det er læreren, der gør
forskellen faldt i god jord hos lærerne (naturligvis!), mens rektorer og
bestyrelser syntes godt om Hatties påstand, at klassestørrelse kun havde
minimal betydning for læringen.
Nu synes pendulet at gå den anden vej. Hattie er vist nok
ikke så smart længere.
Jeg har hørt to væsentlige kritikpunkter af Hatties
forskning: 1. Den er ikke andet end en ret vilkårlig sammentælling af andres
resultater, som i øvrigt slet ikke er sammenlignelige. 2. Hattie er for
fokuseret på test og repræsenterer dermed et gammeldags skolesyn.
Det første kritikpunkt giver god mening for mig. Det andet
er vel også rigtigt nok. Mit problem er bare: JEG ELSKER TESTS! Jeg elsker dem
så meget, at jeg gerne bruger ekstra tid på at udarbejde dem og - ikke mindst -
på det slidsomme arbejde at rette og evaluere dem. Så når Hattie forsvarer sig
med, at det ikke er et problem at undervisningen indrettes efter testen, hvis
bare testen er god og dækkende, ja så er jeg såmænd helt enig. Og i øvrigt
meget langt fra det der for tiden er smart at sige i lille Danmark.
Men hvorfor er det så, at tests er så vidunderlige?
For det første spreder det almindelig skræk og rædsel. Det
er motivation på den hårde måde, men det er også en mulighed for eleven klart
og tydeligt at se egne fremskridt. Og er der noget mere motiverende end at se
sig selv blive bedre? (spurgte han retorisk)
For det andet sikrer det en mere tydelig evaluering af
elevens arbejde. Jeg kan ikke fordrage det der fedteri op til karaktergivning,
og jeg føler, at jeg har et solidere grundlag for i det hele taget at kunne
begrunde karakterer end bare den der med ”du skal være mere aktiv i timerne”.
For slet ikke at tale om nødvendigheden af pen-and-paper-tests efter
informationsteknologiens og den dertil hørende og voksende snydekulturs indtog.
For det tredje giver det mig en enestående mulighed for at
evaluere min egen undervisning. Ved regelmæssige og dækkende tests kan jeg se,
hvor min undervisning rammer rigtigt, men også hvor den rammer forkert. Har jeg
sjusket med forberedelsen til en time eller har jeg været for utydelig i min
formidling, afspejles det umiddelbart i testen. Og på den måde kan jeg rette op
på de utallige bommerter jeg laver og jeg kan slå præcist ned på det centrale,
når vi repeterer. Hvad sidder godt fast? Hvad trænger til yderligere træning?
I mit næste indlæg vil jeg kort redegøre for, hvordan et
testbaseret forløb i en historieklasse kunne se ud. Jeg har brugt det i en
asperger-klasse, hvor den type undervisning er oplagt, men jeg er sikker på, at
jeg med fordel kan bruge det i andre klasser også.
Stærkt indlæg! Glæder min allerede til opfølgeren.
SvarSletTror egenltig ikke, der er nogen, der er uenige i, at løbende vurdering af et problem - det er snarere måden at teste på og formålet med test, der er til debat. At arbejde med, hvordan elever viser, hvad de kan, og bruge dette som udgangspunkt på for at justere undervisningen for en klasse eller enkelte elever er, hvad man må forvente af en lærer. Man skal ikke test for at måle, men for at korrigere - man skal med andre ord have en formativ tilgang. Tror fraktisk, det er Hattie, der skriver om forskellen mellem formativ og summativ evaluering: formativ er det kokken gør, når hun eller han tilsmager maden, summativ er det gæsten gør, når hun eller han smager på og vurderer maden.
SvarSletNoget af det vigtigste vi kan gøre er at give eleverne feedback, som de kan udvikle sig på. En test kan være et fremragende grundlag at give feedback på.
SvarSletHvor er det dejligt, at der er nogen derude der har læst og ment noget om mit lille polemisk formulerede indlæg - og som skriver kloge ting i forlængelse af det!
SvarSlet