Test er bedst!

For noget tid siden havde den new zealandske forsker John Hattie noget nær guru-status. Det simple budskab: Det er læreren, der gør forskellen faldt i god jord hos lærerne (naturligvis!), mens rektorer og bestyrelser syntes godt om Hatties påstand, at klassestørrelse kun havde minimal betydning for læringen.

Nu synes pendulet at gå den anden vej. Hattie er vist nok ikke så smart længere.

Jeg har hørt to væsentlige kritikpunkter af Hatties forskning: 1. Den er ikke andet end en ret vilkårlig sammentælling af andres resultater, som i øvrigt slet ikke er sammenlignelige. 2. Hattie er for fokuseret på test og repræsenterer dermed et gammeldags skolesyn.

Det første kritikpunkt giver god mening for mig. Det andet er vel også rigtigt nok. Mit problem er bare: JEG ELSKER TESTS! Jeg elsker dem så meget, at jeg gerne bruger ekstra tid på at udarbejde dem og - ikke mindst - på det slidsomme arbejde at rette og evaluere dem. Så når Hattie forsvarer sig med, at det ikke er et problem at undervisningen indrettes efter testen, hvis bare testen er god og dækkende, ja så er jeg såmænd helt enig. Og i øvrigt meget langt fra det der for tiden er smart at sige i lille Danmark.

Men hvorfor er det så, at tests er så vidunderlige?

For det første spreder det almindelig skræk og rædsel. Det er motivation på den hårde måde, men det er også en mulighed for eleven klart og tydeligt at se egne fremskridt. Og er der noget mere motiverende end at se sig selv blive bedre? (spurgte han retorisk)

For det andet sikrer det en mere tydelig evaluering af elevens arbejde. Jeg kan ikke fordrage det der fedteri op til karaktergivning, og jeg føler, at jeg har et solidere grundlag for i det hele taget at kunne begrunde karakterer end bare den der med ”du skal være mere aktiv i timerne”. For slet ikke at tale om nødvendigheden af pen-and-paper-tests efter informationsteknologiens og den dertil hørende og voksende snydekulturs indtog.

For det tredje giver det mig en enestående mulighed for at evaluere min egen undervisning. Ved regelmæssige og dækkende tests kan jeg se, hvor min undervisning rammer rigtigt, men også hvor den rammer forkert. Har jeg sjusket med forberedelsen til en time eller har jeg været for utydelig i min formidling, afspejles det umiddelbart i testen. Og på den måde kan jeg rette op på de utallige bommerter jeg laver og jeg kan slå præcist ned på det centrale, når vi repeterer. Hvad sidder godt fast? Hvad trænger til yderligere træning?

I mit næste indlæg vil jeg kort redegøre for, hvordan et testbaseret forløb i en historieklasse kunne se ud. Jeg har brugt det i en asperger-klasse, hvor den type undervisning er oplagt, men jeg er sikker på, at jeg med fordel kan bruge det i andre klasser også.