torsdag den 8. oktober 2015

Flipped classroom i klasserummet

Du kender det: Der skal instrueres i et givent emne, og bagefter skal der laves opgaver i klassen. Nogle elever er længe om opgaverne, mens andre er hurtigt færdige og kan ikke komme videre, før der kommer en ny fælles instruks. Det skaber flaskehalsproblemer, og det skaber uro, fordi de hurtige elever keder sig, mens de langsommere forstyrres af uroen, og dermed er de endnu længere tid om at blive færdige.

Det kan du undgå ved at indspille dine instrukser som en screencast, hvor du løbende instruerer i delemner og sætter eleven i gang med opgaverne. På den måde arbejder eleverne individuelt i deres eget tempo, mens du selv har frihed til at gå rundt og hjælpe dem, der har behov. Eleverne arbejder i min erfaring meget koncentreret, når jeg anlægger undervisningen på den måde, sikkert fordi der tales direkte til dem, fordi de hele tiden holdes til ilden og fordi der er tale om en variation af en ellers lidt tør undervisningsform. Hør hvordan jeg har gjort det her:

HUSK:
-         -  www.screencast-o-matic.com er et godt program, nemt at lære og bruge. Opret en gratis profil og du er i gang.
-         -  Når du har indspillet din screencast, så lav et link til den, som du kan lægge på klassens fælles virtuelle rum.
-         - Når du indspiller, så stop en gang i mellem i din talestrøm og sig til eleven, at screencasten skal stoppes og først tændes igen, når eleven er færdig med den opgave, der lige er instrueret i.
-          - Genbrug din screencast.

-          - Hav ro omkring dig, når du optager. Jeg taler af personlig erfaring: I min time begyndte eleverne at fnise, når de nåede 5-6 minutter ind i screencasten. Årsagen var, at jeg havde optaget inde i stuen derhjemme med døren åben til toilettet, hvor Kristine på 3 sad og hyggede sig. I screencasten hører man så en høj og klar barnestemme råbe: ”Faaaar, jeg er fæææærdig!!”